Forårspremiere for U11A og U11M i Ådalen

U11 M
OB vs. Årslev 4-2
Lørdag tog OB imod Årslev til endnu en spændende kamp i foråret – og det blev en kamp, hvor striberne viste sig fra deres bedste side.
Med fire dygtige U10-spillere i transitiontræning på holdkortet, blev det også en kamp med masser af læring og udvikling. De unge OB'ere viste flot spil, stærk vilje og god forståelse for spillet, selvom de fysisk stod overfor et stærkt og robust Årslev-mandskab.
Striberne sad dog tungt på kampen, og sejren var aldrig for alvor i fare. Der blev arbejdet hårdt hele vejen rundt, og det gode spil blev krydret med flotte detaljer og samarbejde på tværs af årgange.
En stor tak til Årslev for en god og fair kamp.
U11A
OB vs. Korup/Ubberup 2-5
U11A-drengene fra OB tog imod Korup/Ubberup til en intens kamp i Ådalen – og det blev en super kamp med masser af læring og gode momenter.
OB spillede rigtig flot fodbold, skabte mange chancer og havde bolden mest.
Desværre manglede den sidste skarphed foran mål, og kynismen blev afgørende.
For hver gang OB pressede på, var det i stedet et effektivt KUU-hold, der slog til og udnyttede deres muligheder.
Defensivt var der nogle store fejl, som blev straffet hårdt – noget vi tager med tilbage til træningsbanen, hvor der skal arbejdes videre med strukturen og beslutningerne i bagkæden.
Selvom resultatet ikke faldt ud til vores fordel, var det en tæt og god kamp med masser af intensitet og kvalitet – og en kamp, som spillerne kan være stolte af.
Tak til Korup/Ubberup for et stærkt opgør!