Nervepirrende stævnesejr til U10 i Marienlyst!

Dagens fokus lå på det høje pres og mand/mand opdækningen. Til dagens stævne havde OB Kevin, Asger, Hampus, Ludvig, Alex, Gustav
og Bastian med på holdet.
Stævnet var sidste mulighed for at spille indendørskampe inden dette års FS Cup i Odense Idrætshal, og alle var klar fra start.
I gruppespillet vinderne drengene en mental vigtig sejr over lokalrivalerne fra Næsby BK 1 og tidligere OB træner Thomas Iversen. I den følgende kamp imod Dalum IF 3 var drengene ikke klar, og tabte 1-0. En sejr imod BM var derfor vigtig, og den kom også i hus! Pga. et yderlig nederlag til Næsby, kunne drengene derfor nøjes med uafgjort imod Årslev 2. Det var drengene dog ligeglad og vandt sikkert.
Så var det tid til en krydskamp imod OKS, som OB havde slået 14-11 i Golden League turneringen. Her blev det ekstra spændende, da to af drengene blandt andet brændte et straffe hver. Det blev dog til en spændende sejr på 2-1, og dermed videre til finalepuljen!
Finalepuljen bestod udover OB af BM 1, Sanderum 1 og Dalum 2. Første kamp blev til en god en af slagsen. Det blev til en 3-1 sejr Sanderum med flot spil og genpres. Efterfølgende havde OB drengene en kamps pause, og så skulle de spille to kampe i streg imod BM og Dalum. Det blev til et træls nederlag til værterne fra BM, og en livsvigtig sejr over Dalum.
Dette betød at den sidste puljekamp imellem Sanderum og BM skulle ende uafgjort for at de stribede drenge kunne vinde stævnet på pointforskel.
Det blev til en nervepirrende 3-3 kamp, hvor OB træner Frederik Bach ikke turde kigge på banen det sidste minut.
Efter slutfløjtet udbrød der jubel blandt drengene, der dog blev manet til ro af deres to trænere, der ventede på det officielle resultat fra dommerbordet.
Da OB ikke blev nævnt som nr. 4, 3 eller 2 udbrød der hermed stor jubel blandt alle OB spillere, forældre og trænere.
En fortjent sejr til OB drengene og en flot spillet finalepulje fra alle 4 hold, som virker top tændte frem til FS om lidt over en uge!
Skrevet Hampus Bech (OB U10) og Anna Koksbang (Træner, OB U10)