Positiv præstation trods nederlag til Marienlyst
U12A
OB – Marienlyst 1-3 (0-2)
Onsdag aften mødte vi BM på hjemmebane. Sidst vi spillede mod dem på udebane, var det desværre ikke en af vores bedste præstationer, så fokus i dag var på at tage læringen fra den kamp med videre.
Dagens fokuspunkter var:
- At vinde vores 1v1-dueller og bruge finter
- At vise OB-DNA
- Hurtige igangsætninger
BM kommer rigtig godt fra start og sætter sig tungt på spillet.
De kommer desværre hurtigt foran med 2-0. Heldigvis får vi genvundet momentum og overtager i højere grad kontrollen med kampen. Især i de sidste 15 minutter af første halvleg får vi spillet til at flyde bedre og ser mere ud som det hold, vi gerne vil være.
I pausen justerer vi et par ting og taler blandt andet om at udnytte bredden i banen bedre, så det bliver sværere for BM at sætte deres ellers gode pres. Samtidig understreger vi, at vi stadig er godt med i kampen, og at vi sagtens kan vende den til en sejr.
I anden halvleg sætter vi os på spillet, spiller med høj fart og kombinerer flot. Defensivt står vi også stærkt og lykkes bedre med vores aftaler. Efter et flot opspil får vi spillet bolden frem til vores angriber, som dribler sig igennem forsvaret og reducerer til 1-2. Vi fortsætter med at spille vores spil, men mangler den sidste skarphed og kynisme i de afgørende situationer for at få udlignet og vendt kampen. Kort før tid scorer BM et flot mål til 3-1, og vi må derfor se os slået af et velspillende BM-hold.
Alt i alt var det en god kamp med høj kvalitet, masser af intensitet og en god stemning fra begge hold. Selvom resultatet ikke gik vores vej, tager vi mange positive ting med videre, når holdet i weekenden drager mod Øens Hold Cup på Tåsinge.