Menu

Kampreferat – Vindinge BK Liga 4 vs. OB U14

image
Jesper Eriksen
29. november 2025 kl. 20:14

OB U14 var her til formiddag på besøg hos Vindinge BK Liga 4. Til kampen stillede vi med et blandet hold, dog med et enkelt afbud grundet skade. Truppen bestod af 15 spillere, men desværre måtte én udgå allerede under opvarmningen.

Dagens fokus var overlap og 8’er-løb, og vi lagde vægt på, at alle spillere skulle vise vilje og en stærk arbejdsindsats fra første fløjt.

Da kampen går i gang, er vi klar, men vi mærker hurtigt, at Vindinge har en meget hurtig offensiv, som udfordrer vores bagkæde. Vi står dog fornuftigt i vores linje, hvilket resulterer i flere offsidekendelser til vores fordel. Alligevel får Vindinge skabt friløbere – nogle bliver afværget flot, mens andre desværre ender i mål.

I store perioder har vi svært ved at få vores spil til at flyde. Vi kæmper med at sætte mere end to pasninger sammen, før en fejl opstår. Trods dette fortsætter drengene med at forsøge og giver ikke op. Både i første og anden halvleg kommer vi ind i perioder, hvor vi er et skridt bagefter i duellerne. Afstanden i vores forsvarsspil bliver for stor, og omvendt står vi for tæt på hinanden i vores eget opspil, hvilket gør det svært at modtage bolden uden omgående pres.

Vi skal blive bedre til at stå kompakt uden bold og bredt med bold, samt finde tilbage til det genpres, som manglede i dag.

Trods udfordringerne lykkes det at score to flotte mål. Det første kommer efter et stærkt opspil, hvor bolden spilles hurtigt videre på få berøringer, og hvor overblikket til at gøre chancen større belønnes med en sikker scoring. Flot angreb!

Mod slutningen – i de sidste 10-12 minutter – får vi lagt et godt pres på Vindinge. Vi spiller os frem til chancer i deres felt og reducerer til 5-2.

Konklusion: Alle spillere leverer en fin indsats, men vi mangler stadig vilje og tro på tingene, når vi rammer modgang. Det arbejder vi videre med. Alt i alt en lærerig og god kamp mod et hurtigt og fysisk stærkt Vindinge-hold.

Luk