U10 PÅ PINSEVISIT HOS AC MILAN

Det var 15 forventningsfulde U10 drenge og 25 forældre som mødte op i Kastrup lufthavn torsdag morgen, med udsigt til en oplevelse for livet, nemlig besøg hos AC Milan.
Flyturen gik smertefrit og vi ankom til hotellet ved 13-tiden hvorefter alle blev tildelt deres respektive værelser. Derefter gik turen ind til Milano Centrum hvor den stod på Sightseeing samt frokost på Restaurant “Hollywood” hvor der hørte en lille sjov historie med, nemlig at det er et af Gennaro Gattuso’s (tidligere berømt Milan og landsholdspiller) firmaer som leverer fisken til restauranten.
Derefter stod den på Shopping i bl.a AC Milan Mega Store, ligesom de medrejsende “soccermom’s” fik lejlighed til dyrke deres “shopping-gener”. Om aftenen spiste vi alle på den lokale Restaurant hvor der blev serveret masser af lækre Italienske Pizzaer og Pasta.
Fredag morgen blev det så alvor, hvor drengene startede med morgenløb (3,5 km) inden morgenmaden, anført at vores 3 fysiske trænere (Mark, Thomas Hein og Henrik). Derefter stod den på en times afslapning ved poolen, inden vi igen gik ned på den lokale Restaurant, og Sebastian som fyldt 10 år blev behørigt fejret af såvel holdkommerater som personalet med fødselsdagskage, nationalsang og fødselsdags sang.
Derefter var det tid til en middagslur for drengene på værelset, så de var friske og veludhvilet til turens første store oplevelse, nemlig kamp mod AC MIlan’s U10 hold.
Drengene var forventningsfuld og tændte, og kunne næsten ikke vente med at komme afsted til anlægget. Da vi var 15 drenge afsted, og at man i Italien spiller 7-mands i U10 (på en halv 9-mands bane), var det aftalt at der ville blive spillet som følger:
2 kampe a’ 20 minutter (8-mands)
1 kamp a’ 30 minutter (7-mands)
Hold 1 startede ud med AC Milans hold 1, og der blev lagt ud i et hæsblæsende tempo så vi trænere/voksne næsten fik åndenød af bare at kigge på drengene som nok var lidt overtændte. Drengene skulle lige vænne sig til den væsentlig mindre bane med meget lidt plads at spille på, men matchede modstanderen fuldt ud. Desværre kom drengene bagud på 2 langskud allerede efter 8 minutter, men så skal jeg ellers love for at de steppede op. Der blev fightet og kombineret i stor stil, og først gjorde Sebastian det til 1-2 hvorefter Niko udlignede til 2-2 og så fik drengene virkelig blod på tanden. Tempoet blev (selvom det ikke burde være muligt) skruet endnu en tand op, hvorefter drengene sad på det meste, og det hele kulminerede med, at Sebastian scorede sejrsmålet til 3-2 - en bedre fødselsdagsgave kunne man næste ikke ønske sig. Drengene var fuldstændig i ekstase og vi trænere havde en stor udfordring med at få drengene ned på jorden og holde fokus på de sidste 5 minutter, så vi kunne køre sejren hjem.
Derefter var det hold 2’s tur til at prøve kræfter med AC Milan’s hold 2. - Et helt nyt hold (en enkelt genganger) var klar fra start, og lagde også ud i et hæsblæsende tempo. Der blev virkeligt fightet og løbet mange meter for hinanden, og drengene beviste endnu engang at de har et højt niveau og at bredden i truppen er ekstremt stor. Specielt defensivt ydede drengene en fantastisk indsats, omend de offensivt havde svært ved at få spillet til at fungere på den sidste tredjedel af banen og kom derfor desværre ikke frem til så mange chancer. Kampen endte med et knebent nederlag på 2-0 - men det var en flot indsats over hele linien, og der var flere spillere som fik vist, at de helt sikkert banker på til nogen af pladserne på hold 1.
Den sidste kamp blev spillet som 7-mands og OB-holdet bestod for det meste af hold 1. Det var tydeligt at modstanderen nu var på “hjemmebane” hvorimod vores drenge lige skulle vænne sig til at spille 7-mands fodbold. Igen var det 2 gode og ligeværdige hold som spillede, men hvor AC Milan spillede meget mere direkte med mange skud fra distancen, så prøvede vores drenge at spille vores sædvanlige kombinationsspil, hvilket naturligvis er sværere på så lille en bane hvor der er meget lidt plads. Kampen ende 3-1 til Milan, omend vores drenge håndnakket står fast på, at den endte 3-2 fordi dommere annullerede et klart og korrekt mål af Elvar til sidst. (Nicolai Hein scorede det første mål.)
Alt i alt en flot indsats af alle, og en fantastisk oplevelse for drengene, og sidst men ikke mindst, STOR respekt for modstanderen, deres trænere og forældre/tilskuere som bakkede op og klappede af såvel egne som vores spillere når der blev lavet flotte mål/detaljer.
Ved hjemkomst til hotellet stod den så ellers på aftensmad samt badning i swimming-pool’en og det var nogle trætte drenge som gik til køjs kl. 22.00
Lørdag morgen stod den igen på morgen løbetur med den “fysiske sektor” hvorefter der var et par timers pause inden drengene var klar til et træningspas på et lokalt anlæg. Trænerteamet og forældrerne var enige om at netop dette træningspas lørdag, nok var det bedste vi nogensinde har haft - det var en fornøjelse at se den intensitet og ærgerrighed som drengene udviste.
Efter en tur i Poolen og et velfortjent bad, var drengene klar til den næste store oplevelse, nemlig afgang til San Siro Stadion hvor vi skulle overvære Serie A kampen AC Milan-Roma. Inden kampen spiste vi på Restaurant lige overfor San Siro Stadion, hvorefter vi alle traskede over mod det imponerende San Siro med plads til 82.000 tilskuere. (var nok “kun” 40-45.000 til kampen) Det var en kæmpe oplevelser for drengene at opleve atmosfæren på så stort et stadion, og se/høre alle de medlevende fans som gjorde deres til at skabe en fantastisk stemning. Kampen endte desværre (med Milan briller) 1-3 til Roma, men der blev vist masser af god fodbold og flotte detaljer fra specielt Roma, og jeg tror at mange af drengene har fået en ny favorit spiller i Roma’s Salah…..
Det var således en flok trætte drenge som gik til køjs lidt over midnat, og som efter lange forhandlinger med cheftræneren fik lov at droppe Morgen løbeturen søndag og sove til kl. 09.00.
Søndag morgen stod således på den sidste af de 3 store oplevelser, nemlig rundvisning/besøg på det berømte “MILANELLO” som er AC Milans træningsanlæg. Såvel anlægget som omgivelserne var helt fantastiske, og hvor græstæppet på alle 4 baner lignede et golfbane, hvor ikke et eneste græsstrå lå forkert. Vi har taget nogle billeder til Yossuf som han kan bruge som inspiration i det daglige vedligehold af banerne i Ådalen, for der er virkelig noget at leve op til. Drengene fik helt ekstraordinært lov til at overvære dagens træning, hvor Kevin “Prince” Boateng, Motolivo & Co. hyggede sig med interval løb. Blot til inspiration til OB - så var der 10 trænere til 15 spillere - rimeligt imponerende.
Hvis drengene troede at de nu havde oplevet det ypperste, så var der lige et sidste “es i ærmet”… - drengene blev bedt om at gå ned til den bygning hvor MIlan spillerne klæder om og lave styrketræning, og ud af døren kom selveste MARIO BALLOTELLI som havde indvilliget i at stille sig til rådighed for et personligt billede sammen med hver enkelt af vores spillere….. Drengene troede næsten ikke deres egne øjne og kæberne hang helt ned ved jorden. Mario viste sig at være særdeles sympatisk og tog sig god tid til at få taget billeder sammen med alle drengene. En bedre afslutning på turen kan man næste ikke ønske sig, omend enkelte af vores “soccermom’s" godt kunne ønske sig en bedre “rollemodel” end Ballotelli som drengenes idol. (((0:
På vejen hjem fra “Milanello" til hotellet, gjorde vi stop på en lokal Italiensk Restaurant hvor den som altid stod på Pizza og Pasta til alle. Søndag eftermiddag stod den igen på henholdsvis løbetur samt træning, igen med god intensitet og koncentration. Resten af søndagen stod den på henholdsvis aftensmad og socialt samvær ved poolen, inden drengene gik til køjs kl. 22.00 på den sidste dag inden hjemfrejsen.
Mandag var der afgang fra Milano lufthavn mod København og det var nogle trætte drenge og forældre som sagde farvel og tak for en fantastisk tur.
En stor tak til såvel drenge som forældre, for en helt igennem fantastisk tur/oplevelse - drengene (og forældrerne) har opført sig eksemplarisk, og som træner/leder er det en fornøjelse at være på tur med denne gruppe.
Sidst men ikke mindst, en KÆMPE TAK til familien Helveg - til Thomas fordi han “udnyttede” hans netværk og gode forbindelser hos AC Milan - det er absolut hans fortjeneste at drengene fik en oplevelse for livet… og til Nicoline for hendes kæmpe arbejde som “Event Chef”, som sørgede for at der var styr på alt det praktiske før og under turen.
Slutteligt vil jeg blot nævne en ting som jeg har oplevet under opholdet og som jeg mener vi danskere kunne lære en masse af. Nemlig den respekt man behandlere hinanden på i Italien, herunder tidligere spillere, modstandere etc. Det er lige fra den måde hvorpå tilskuere/forældre fra AC Milan klappede og hyldede vores spillere på, til den måde hele stadion klappede af Totti da han kom på banen for Roma, eller da El Shaarawy (tidligere Milan Spiller) scorede mod Milan fik han et kæmpe applaus, og sidst men ikke mindst den respekt alle i klubben og byen udviste overfor Thomas (Helveg) - hvor alle ville have selfies og autografer (man skulle jo tro han spillede endnu…) en fantastisk mentalitet som vi danskere kunne lære en del af.
Mvh
Jan Hougaard
Cheftræner U10